TODRO - Todimensionel ro
Musikkens betydning for mit liv

Musikkens betydning for mit liv

Musikkens betydning:

Jeg kom til klaverundervisning som 5-årig. Min far havde sunget og spillet med mig fra jeg var endnu mindre, og det var leg og glæde at spille klaver. Min klaverlærer, Ib, formåede at lege musikken ind i mine fingre, uden at gå på kompromis med kvaliteten. Jeg øvede meget, men af lyst og motivation.

Som 16-årig dirigerede jeg Ishøj Big Band, Naughty Notes, bestående af mine kammerater. Jeg spillede også selv klaver her. Jeg kom på konservatoriet, og her var der anderledes krav om flid. Akademiseringen af musikken tog lidt af min, ellers ungdommelige begejstring, og da jeg holdt op med at studere, mistede jeg samtidigt min daværende kæreste, og jeg blev opsagt fra min lejlighed med kort varsel.

Jeg var havnet i en livskrise. Og jeg var ikke vant til at udtrykke mine følelser og behov. Midt i smerten, oplevede jeg pludseligt noget mystisk: I en kirke, i en landsby i Østrig, var det som om, Gud talte til mig. I billeder og i form af tusind tanker i sekundet. Det var ret fantastisk. Men den mystiske oplevelse førte til mystiske handlinger. I min jagt på guddommelig kontakt de næste dage, levede jeg mig slet og ret ind i en psykose, og det førte til, at jeg blev indlagt på psykiatrisk hospital, og herefter fik diagnosen skizofreni.

Jeg hørte musik, mens jeg var indlagt, og på et tidspunkt var det, som om musikken var min eneste trøst. Jeg blev opmuntret af musik, og det var som om, musikken kunne fortælle mig, hvem jeg var, hvor jeg skulle hen og hvad der var vigtigt her i livet. På et filosofisk niveau, mere end et konkret.

Efter udskrivelse besøgte jeg en psykoterapeut. Hun opmuntrede mig til at udtrykke mig selv gennem musik, og jeg begyndte at komponere. Jeg fik samlet en trio, klaver, bas og trommer, og sammen indspillede vi mit debutalbum, som blev udgivet i 2004.

Det at kunne udtrykke mig gennem musik, blev healende for mig. Mit følelsesliv havde simpelt hen været smadret af psykisk sygdom, og musik var en måde at udtrykke følelserne på.

Få år efter begyndte jeg at komponere musik, der skulle helbrede, først og fremmest mig selv, men også gerne andre. Jeg producerede medicinsk musik, og senere stiftede jeg Medicine Melodies, som tilbyder min musik og mine foredrag om musikkens betydning for mit liv.

Senest er jeg på jagt efter et nyt, kunstnerisk udtryk, inspireret af det, jeg havde i hin tid på mit debutalbum. Efter en pause, har jeg sat mig for at komponere mere igen.